" * Karen er fantastisk dygtig, rar, pligtopfyldende og hensynsfuld. Men jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har givet slip på sig selv og fx grinet hjerteligt. Hun virkede angst, anspændt og hemmelighedsfuld. Hvis jeg ikke selv var vokset op med en psykisk syg far, havde jeg nok ikke rettet henvendelse til hende, til moderen og til socialforvaltningen. Hun generede jo ingen. Og hun lavede sine ting. Nu bor hun på en ungdomspension." (Karens klasselærer)
Jo mere psykisk syge og socialt handicappede forældrene er, jo større er risikoen for, at børnene får vanskeligheder. Nogle af børnene vokser op i familier, som konstant er præget af social isolation, kaos, stressende begivenheder, konflikter, skilsmisse, misbrug og absurde normer. I andre familier optræder forælderens sygdom derimod i korte perioder og uden at forstyrre familiens liv i nævneværdigt omfang.
Børn, som vokser op sammen med følelsesmæssigt ustabile forældre, er altid på vagt - de ved aldrig, om de får ja eller nej, om der er tegn på uro og ubalance, om tingenes tilstand bliver ved at være den samme. De udvikler derfor en utrolig evne til at tolke andres behov og signaler - på bekostning af evncn til at tolke egne behov.
I mange familier er barnet en fælelsesmæssig støtte for den psykisk syge forælder. Og ofte påtager barnet sig også en egentlig voksenrolle med hensyn til den praktiske hverdag i hjemmet - med at passe søskende, sørge for medicin m.v. til den syge forælder.
Ofte tror børnene, at forældrenes sygdom eller en forværring i sygdommen skyldes noget, de har sagt eller gjort. De får sjældent information om forældrenes sygdom og er derfor overladt til egne forestillinger og fantasier.
Opgaverne i hjemmet, angsten for hvad der sker med mor eller far, når man ikke er hjemme, loyaliteten over for forældrene, skyldfølelse og det faktum, at psykisk sygdom er et tabu, betyder, at mange af børnene isolerer sig i familierne. De fremtræder udadtil som stille, opmærksomme og kompetente. Samtidig har de psykosomatiske symptomer, tvivler pa eget værd, føler sig usikre, er ensomme og lever "et gråt liv" med få positive oplevelser. Uden voksnes skærpede opmærksomhed på børnene og deres problemer, overses de. De udadreagerende børn har større chance for at blive set og tilbudt en relevant hjælp.
Ubearbejdede oplevelser i barndommen griber ofte ind i voksenlivet på måder, der er svære at håndtere, og som kan give problemer og kriser i omgangen med andre. Det gælder fx i parforhold, i uddannelse og karriere, og når man skal stifte egen familie.
Kolofon Indledning Børns reaktion på forældres psykiske sygdom Spædbarnet og det tidlige samspil Hvad skal der gøres? 
Hvem skal gøre det?
Hvordan skal det gøres? Tilbage 