![]() |
God praksis i daginstitutioner - Børn med psykisk syge forældre I 1997 planlagde Socialt Udviklingscenter SUS i samarbejde med Hvidovre, Brøndby, Rødovre og Solrød Kommuner et udviklingsprojekt. Målet var, blandt andet gennem en lang række undervisningstilbud, at kvalificere medarbejdere i vuggestuer, børnehaver, skolefritidsordninger mv. til at støtte og sikre relevant hjælp til børn med psykisk syge forældre. Inspirationshæftet er ét af de tydelige og håndgribelige resultater af udviklingsprojektet. Indholdet er blevet til på baggrund af et forløb med gruppekonsultationer. Deltagerne her var medarbejdere primært fra daginstitutioner i de kommuner, som deltog i udviklingsprojektet. Gruppekonsultationerne fandt sted gennem et halvt år på månedlige møder og blev ledet af speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Lene Lier, Bispebjerg Hospital. Inspirationshæftet indeholder en oversigtsartikel af speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Lene Lier, der beskriver, hvordan forældrefunktionen påvirkes af psykisk sygdom. Dernæst beskriver sektorleder Ilse Johansen kommunens ansvar og mulige indsats i relation til risikobørn. De følgende fem artikler er skrevet af deltagere i gruppekonsultationen på grundlag af casebeskrivelser, som forfatterne selv fremlagde og fik feedback på. I sin artikel "Samtaler med børn" beskriver Dorte Tostenæs både de fysiske rammer for en samtale, og hvordan man med opmærksomme og afklarende spørgsmål kan støtte barnet til at give udtryk for sine behov. "Den støttende samtale" med forældrene kan være vanskelig at tage fat på. Karina Hatting Haagensen beskriver samtaleforløb og giver på grundlag heraf råd om, hvordan man som pædagog skal forholde sig, når en af barnets forældre har en psykisk sygdom. En speciel indsats over for udvalgte familier kan blive årsag til, at kolleger undrer sig. For at inddrage denne undren som et positivt element er det væsentligt, at medarbejderne i institutionen taler sammen og støtter hinanden. Jette Munch Hansen giver med "Internt samarbejde i institutionen" gode råd om, hvordan det interne samarbejde kan tilrettelægges. Når der skal inddrages ressourcer udefra, er det af stor betydning at have tilrettelagt et tværfagligt og -sektorielt samarbejde. Torbjørg Sandquist beskriver i sin artikel "Tværfaglig indsats", hvornår der er grund til en sådan indsats, og giver ideer til en handleplan i forhold til barn og familie. Endelig begrunder sundhedsplejerske Ida Henvig i "Sundhedsplejersken kender familien", hvorfor det er vigtigt at inddrage sundhedsplejersken i daginstitutionens indsats. Ønsket er, at hæftet kan inspirere ansatte i vuggestuer, børnehaver, skolefritidsordninger mv. til en særlig indsats til gavn for børn med psykisk syge forældre. Det er der fortsat god mening i! Inspirationshæftet er på 28 sider Hent hæftet her eller køb det for 40,- kroner Der ydes rabat ved bestillinger af flere eksemplarer. Bestilling: sus@sus.dk eller tlf.: 3393 4450 |