Telefonrådgivning
Litteratur
Undervisningsmateriale

Børn som pårørende


VOLD I HJEMMET

Nogle børn vokser op i voldsramte familier. Der er ingen sikker viden om, hvor mange, men hvert år flytter ca. 2000 børn på krisecenter med deres mor på grund af vold i familien (Christensen & Persson 1998). Typisk fordi faderen eller stedfaderen har været voldelig over for moderen og/eller børnene. Det kan være vanskeligt at se, at børnene bliver udsat for vold eller har overværet vold mellem forældrene. De taler sjældent om det, fordi de ved, at volden er 'forkert', og fordi de i de fleste tilfælde holder af den voldelige mor eller far. Hvis børnene ikke får bearbejdet deres følelser omkring volden i barndommen, er der stor sandsynlighed for, at de selv bliver voldelige eller finder en voldelig partner, når de bliver voksne.

Tilbage

Børnerådgivning på krisecentre
I 1984 blev Dannerhusets Børnerådgivning oprettet som et forsøg (Christensen & Persson 1998). Det var en rådgivning, hvor voksne kun havde adgang ifølge med børn, og som også var åben for barnets far. Rådgivningen havde fokus på barnet. Her opdagede personalet, at børnene faktisk gerne ville fortælle om de ubehageligheder, de havde været udsat for. Desuden blev personalet opmærksom på, at det var vigtigt at forklare børnene, hvad et krisecenter er, og hvorfor de befandt sig der. Mødrene var rystede over, hvad børnene fortalte, men de fleste var også lettede over at høre børnene tale om volden i hjemmet. Det var vigtigt for børnene, at der blev taget initiativ til at tale om deres voldelige far. I dag har de fleste af landets krisecentre en børnerådgivning.

Tilbage

Foreningen for børn i voldsramte familiers oplysningskampagner
Foreningen for børn i voldsramte familier (etableret i 2002) mener, at volden først og fremmest skal bekæmpes ved at tale og oplyse om den. Derfor har foreningen produceret oplysningskampagner for børn i to aldersgrupper:
  • For de 9-11-årige, som oplever vold i familien, har foreningen udgivet bogen "Det gør ondt, når far slår mor". Formålet med bogen er at hjælpe børnene med at få talt med den ansvarlige voksne om volden og de medfølgende problemer. Bogen kan også bruges som et pædagogisk værktøj til fagfolk. De børn, der har læst bogen, har udtrykt glæde over at blive hørt og forstået.
  • For de 13-15-årige er det vigtigt at benytte et sprog, som teenagere forstår og identificerer sig med for at fange deres opmærksomhed. Derfor har Foreningen for børn i voldsramte familier lavet en oplysningskampagne under temaet "Break the Chain", som består af en musikvideo og en cd med interview med voldsramte børn. Musikvideoen fortæller historien om en dreng, som oplever sin mor få bank og senere selv er ved at gentage volden over for sin kæreste. Cd'en fortæller to børns autentiske historier om en hverdag med en voldelig mand i hjemmet. Musikvideoen og cd'en henvender sig til folkeskoler, fritidsklubber og ungdomsskoler og er ment som et oplæg til diskussion blandt de unge.
Tilbage

Forslag til forbedringer af indsatsen
Ifølge Christensen & Perssons bog "Når mor får bank - en mosaik om børn i voldsramte familier" (1998) er fagfolk enige om, at der bør gøres noget for børn i voldsramte familier. Forfatterne giver i bogen følgende råd til arbejdet med de voldsramte børn:
  • Forskningsbaserede beskrivelser og planer for, hvad der skal gøres på krisecentrene, og hvad der skal gøres andre steder.
  • En forskningsbaseret belysning af børn med anden etnisk baggrund end dansk i voldsramte familier. Der findes en del af disse børn på krisecentrene i de større byer, og der kan let opstå sproglige og kulturelle vanskeligheder i kommunikationen mellem børnene og personalet.
  • Træning i at se problemerne fra børnehøjde.
  • Kontinuitet i kontakten til børnene.
Tilbage